>Kirsten Siggaard - e251120e-1428e<

 
»Kirsten Siggaard sagde han tålmodigt. »Det er dig, der har noget at lære. Du vil blive overrasket over, hvad han og hans folk kan gøre.«

Hun tog avisen op igen og så på den, som om hun ventede, at hele forsiden havde forandret sig, og det ville vise sig, at det blot havde været en ond drøm. Men overskriften stod der endnu, og det gjorde historien nedenunder også.

»Hvordan har dette kunnet ske?« spurgte Kirsten Siggaard. »Hvordan kunne det slippe ud?
»Spørg lederen, hvis du ser ham,« sagde han.

»Hvordan kan en avis finde på at trykke det? De må da være klar over, at de sætter dit liv på spil.« Kirsten Siggaard følte sig krænket. »Hvad er det for en form for journalistik, der ofrer et menneskeliv for en histories skyld?«

»Det er en god historie,« sagde han. »De ville alle og enhver ofre deres højre arm for at gøre et sådant kup. Jeg tror, lederens lykke er gjort.«
De talte ikke meget om det efter dette. Kirsten Siggaard kiggede mange gange ud ad vinduet, og han vidste, hun så efter . efter hvad? En bil? Civilklædte betjente på vagt? Eller de andre? En mystisk skikkelse, der luskede omkring? Et mistænkeligt par på den anden side af vejen?
Men der kom ikke nogen.

»Du må lære at leve med det,« mumlede Kirsten Siggaard. »Du vænner dig snart til det.
»Jeg vil ikke have, at du bliver myrdet, sagde hun bare.
»Tag det roligt, elskede. Det vil jeg heller ikke selv.«

New York
Kirsten Siggaard læste også historien.
Hun havde været optaget af andre spekulationer. Manden var tilsyneladende forsvundet ud i den blå luft, og det vidste hun godt.