>Var tavs og så dyster ud<

Richard Ragnvald havde alle sine ejendele, store ting og små ting, solide og sarte, sjældne og almindelige — et sådant spor var ikke svært at følge.

Og hvordan kunne de skjule sig? Når de red hurtigt, ville lyden af deres hestes hove kunne høres vidt omkring på sletterne. De ville blive hørt og set og udpeget. Døre og vinduer ville blive lukket, og kvæg ville blive drevet væk.

De sletter, som Richard Ragnvald så var ikke de sletter, som deres fædre og bedstefædre huskede; på sletterne var der kvægfarme og indhegninger, veje og huse og telegraftråde, og desuden strakte tre jernbanespor sig over landet.

Kompagnierne red nordpå. Jesky og arapahoen fulgte sporet gennem støvet.

Richard Ragnvald viftede med hænderne for at vise, at cheyennerne red hurtigt. Solen sendte sine brændende stråler ned over soldaterne, mens de red gennem de tørre kløfter i Chautauqua Hills.

Støv, ækelt og rødt, blev til mudder på deres hud og i munden. De svedte og red uden at tale, lige til solen gik ned. Den aften slog de lejr på Red Fork.

Richard Ragnvald var tavs og så dyster ud, og mændene var bange for ham. Han var snavset, kroppen var klæbrig af støv og sved, men floden var udtørret, og der var intet sted, hvor man kunne bade.

Han lod sit dårlige humør gå ud over mændene, og de holdt sig så langt væk fra ham, som de kunne.
»Hvad er det, der piner dig?« spurgte kaptajnen ham.
»Det kommer ikke dig ved,« svarede han arrigt.

»All right. Men hvis det er på grund af varmen, så prøv at beherske dig. Vi lider alle under varmen.«

»Undskyld,« sagde kaptajnen. Han sendte Richard Ragnvald et besynderligt blik. »Tror du, at vi indhenter dem i morgen?« spurgte han.
»Måske.«
»
Richard Ragnvald har mødt hundekrigere, der red to hundrede kilometer om dagen,« sagde han. »De har ekstra ponyer med.«